Praktik i virksomhed: 5 hurtige til Rikke fra Gardin Lis

Rikke Bo har i sin læretid på trin 1 været hos Gardin Lis i Randers. Hun er nu igang med trin 2 i Praktikcentret, da praktikstedet kun har mulighed for praktik på trin 1. Rikke er 20 år.

5 hurtige spørgsmål:

 

Hvad bestod dit daglige arbejde i, på praktikstedet?

Jeg syr gardiner. I starten syede jeg bare hjørner, nu syer jeg hele gardinet fra start til slut. Både rund-læg, og ny-læg og kantebånd. Og bundsøm og bånd i, ved lægget.

Engang imellem er der nogle pudeprojekter, og så er det mig der står for det. Fx har vi en kunde der samler telte ind på Roskilde festival, dem syer vi så puder af, for hende. Som så bliver solgt på en hjemmeside.

 

Hvad er det vigtigste du har lært i praktikken?

At sy. Jeg kunne overhovedet ikke sy i starten. Jeg har lært at sy lige.

Hvis jeg sidder og syer sidesømme og det skal videre til næste station, skal det være rigtigt. Ellers skal vi til at rette fejl og så mister vi en masse tid. Jeg ved hvordan det er at være i en rigtig virksomhed. Man kan ikke bare lige sløse. Man kan ikke sidde og holde ekstra pause. Man kan ikke holde fri en dag fordi du har det dårligt.

Hvis man laver en fejl: det tager de dælme chill. De laver jo også selv fejl.

 

Hvordan fik du praktikpladsen?

Jeg søgte alle mulige steder, bla hos Gardin Lis, og så kontaktede hun mig og spurgte om jeg ville komme til samtale. Efter samtalen tilbød hun mig en plads. Men så droppede hun det, da hun opdagede at jeg skulle starte med ½ års grundforløb. For det var nu hun havde brug for mig. Inger (Inger Harter, leder af Praktikcenter, red.) fandt så ud af, at vi kunne lave aftalen om til en mesterlæreplads. Så kunne jeg starte i firmaet med det samme.

Jeg var først i firmaet i et halvt år, og så var jeg på et lyngrundforløb. Først fem uger hvor jeg fulgte en klasse, og så 5 uger med to erfarne beklædningshåndværkerelever. Fordi det var mesterlære skulle jeg ikke have hele grundforløbet. Kun de fag jeg ikke kunne få på praktikstedet.

 

Har du måttet flytte for at få praktikpladsen?

Nej, jeg bor i Randers så det har ikke været nødvendigt.

 

Hvad er dine fremtidsdrømme?

Det er at starte noget op. Mit eget tøjbrand. I første omgang skal jeg ud og have noget erfaring. Det dér med indkøb lyder også fedt.

Nu skal jeg lige have trin 2 i praktikcentret. Jeg glæder mig til at skulle sy tøj. Så vil jeg ud og rejse et års tid, og se verden. Og så vil jeg gerne tage en designteknolog.

Læs mere om Rikkes praktikplads her

Leave a comment

Your email address will not be published.


*