Praktik i virksomhed: 5 hurtige til Mette fra Lykke Refsgaard

Mette Brøndum Christensen er elev ved Lykke Refsgaard i Struer. Firmaet syer badetøj på egen systue. Mette er 19 år, og i gang med 2. skoleperiode på trin 1.

5 hurtige spørgsmål:

Hvad består dit daglige arbejde i?

Jeg syr badetøj på en systue. For tiden sidder jeg ved overlocken, men jeg har også været i perioder ved dæksøm og elastikmaskinen. Jeg møder ind klokken 6:45 på systuen, sammen med 4 andre kolleger. Jeg er den yngste. De andre har børn og børnebørn. Man skal lige vænne sig til det, men det er ok. For én af dem er jeg den datter hun aldrig har haft.

I starten fik jeg et sæt bomulds-bikinitrusser, som jeg skulle køre igennem, inden jeg blev sat til de rigtige ting, for at lære det.

Jeg kommer rundt i virksomheden, og har bl.a. været oppe og skære ud på båndsaven i tilskæreriet. Det var sjovt. Jeg skulle skære brystfoer ud, men de dér sikkerhedshandsker, de hang fast i ALT. Aargh.

Hvis der kommer noget let op, og vi har travlt, så bliver jeg rykket hen til det.

Det er en udfordring at sy på elastikmaskinen, for den sætter et elastik på mens man syer, men man skal sy helt ens hver gang, samme træk, samme hastighed for det er jo på mål. Så det skal være det samme hver gang. Der sidder en folder på maskinen, som styrer spændingen på elastikken. Det samme gælder når man skal sy fx pipe på. (tittekant, red.)

Vi har også en trykkemaskine, som vi trykker et lille logo på med. Det er lidt kedeligt at lave.

 

Hvad er det vigtigste du har lært i praktikken?

Jeg har lært at sy, og ikke bare sy, men at det skal være præcist og hurtigt. At forsøge på det er ikke nemt. Jeg har lært at tage ansvar, fx i pakkeriet, hvor jeg var den, der lagde sidste hånd på det, inden kunden.

Man stå jo også med ansvaret når man syer, men når man syer i første led, så er der rigtig mange der kan nå at opdage det inden det kommer ud til forbrugeren. Når jeg sidder i sidste led, i fx pakkeriet, så bliver det lidt tydeligere hvis jeg laver en fejl.

 

Hvordan fik du praktikpladsen?

Jeg ringede til virksomheden en gang om ugen i en månedstid, efter jul. Jeg nåede at ringe 5-6 gange, indtil de ville snakke med mig.

I vinterferien tog jeg så ned til dem, om onsdagen. Og skolens praktikkonsulent tog derned torsdag, og så startede jeg onsdagen efter!

Jeg fandt firmaet på Dansk Mode og Tekstils hjemmeside. Dér er der en medlemsliste, og så var det jo bare at starte fra en ende af. Åbne deres hjemmeside og se hvad for nogle sider der så spændende ud. I starten søgte jeg omkring hvor jeg boede, men så fandt jeg nogle spændende sider, længere væk, og begyndte at søge dem.

Jeg havde søgt 10-15 stykker inden jeg fik pladsen.

 

Har du måttet flytte for at få praktikpladsen?

Ja, jeg kommer fra Hammel, men flyttede til Struer for at få denne plads. I starten var det hårdt at bo alene i en by hvor jeg ikke kendte nogen. Men jeg er gammel spejder, så jeg startede op i den lokale gruppe i Struer, og nu er jeg spejderleder, og har fået en del venner der.

De første tre måneder boede jeg på kollegium, men de andre havde skolen til fælles og det følte jeg mig ikke som en del af, så jeg flyttede for mig selv. Det er bedre. Når jeg har en weekend uden planer så tager jeg hjem til mine forældre, fordi så kan en weekend blive lang i en ny by.

 

Hvad er dine fremtidsdrømme?

Jeg vil gerne arbejde som modelkonstruktør engang. Så jeg overvejer at tage en designteknolog, men jeg har ikke besluttet noget endnu.

Læs mere om Mettes praktiksted her.

Leave a comment

Your email address will not be published.


*