Mesterlære

Vidste du, at man kan tage Beklædningshåndværkeruddannelsen som mesterlære?
Simone er i lære som Beklædningshåndværker, og hendes praktikplads Egetæpper har valgt at tage hende i mesterlære. Det betyder, at hun ikke går på traditionelt grundforløb, men er i virksomheden fra første dag. Nogle af fagene fra grundforløbet skal hun stadig tage på skolen, men i små forløb.
På hovedforløbet ligger skoleperioderne, præcis som på de almindelige praktikforløb.
Efter et halvt års praktik, skal der foretages en kompetencevurdering af mesterlære-eleven. For Simone var det i juni 2015, og en lærer fra uddannelsen mødtes med Simone i virksomheden, sammen med repræsentanter for Egetæpper. Her fremlagde Simone sin opgave, som indeholdt elementer krævet af skolen, og elementer som afspejlede hendes praktikophold i virksomheden.
Simone havde lavet en T-shirt, og skulle redegøre for maskinvalg, metervarevalg og udformning. Designmæssigt skulle det passe sammen med et element fra virksomheden, og Simone havde valgt at lave nogle prøver på gulvtæpper, som passede i designet.
Det kan måske virke som en underlig kombination, med T-shirt og gulvtæppe, men som Beklædningshåndværker bliver man allerede på praktikstedet specialiseret, og begge elementer er tekstile, og har derfor god bund i uddannelsen, som er bredt funderet.
Læs mere om Egetæpper
Leave a comment