Louise er Bachelor i Fashiondesign. – og oprindeligt beklædningshåndværker.

Mange af de elever der dimitterer som beklædningshåndværkere, vælger at bruge uddannelsen som springbræt til at søge ind på de videregående uddannelser, i stedet for den traditionelle gymnasieuddannelse.
Een af dem er Louise Kristiansen.
November 2020:
Om ganske kort tid bliver Louise færdig med sin afgangskollektion, på bacheloruddannelsen i fashion design / industriel designer. Hun lægger i denne tid sidste hånd på sin kollektion. Hun syr op, hun tegner, hun arrangerer photoshoot, hun beskriver og analyserer, og får alle de løse ender til at passe sammen, til en færdig kollektion.
Midt i travlheden har Louise sagt ja til en snak med beklædningshåndværkernes blog. Vi møder hende midt i hendes lille hjørne i et klasselokale. Her er organiseret orden, på en lidt stresset måde. Men Louise har styr på det hele.
Det stod ikke skrevet i kortene at Louise skulle uddannes til at arbejde i tøjbranchen. Efter folkeskolen startede hun på gymnasiet, men det var ikke det rigtige.
Ad omveje hørte hun om beklædningshåndværkeruddannelsen. Hun havde aldrig rørt en symaskine, men kunne godt lide at tegne og være kreativ, så hun gik, ret nervøs, til optagelsessamtale, og blev optaget.

Endelig i gang som beklædningshåndværker
På grundforløbet lærte Louise en masse basale ting om branchen, om at sy, om at tegne på en PC og om kravene når man skal beskrive og dokumentere tøj, fra bunden.
Da hun skulle starte på hovedforløbet, var det på det tidspunkt til en plads i Praktikcentret, der lærte hende en helt masse om rigtig mange forskellige discipliner.
På trin 2 kontaktede Louise en del designefterskoler, med henblik på en praktikplads, og hun endte med hele tre delaftaler, hvor hun for alvor fik prøvet kræfter med faget. Hun fik også smag for at undervise, og opdagede, at hendes efterhånden solide faglige kompetencer var brugbare.
Louise ville videre
Efter at beklædningshåndværkeruddannelsen var færdig, ville Louise videre i faget. Så hun søgte ind på designteknologuddannelsen, med speciale i fashion. Man kan nemlig bruge beklædningshåndværkeruddannelsen som springbræt til de videregående uddannelser, som alternativ til en traditionel studentereksamen.
“Jeg kom ind på designteknolog, og det var megafedt”, fortæller Louise. “Og det viste sig at være en kæmpefordel at være beklædningshåndværker. Jeg var jo blevet tæsket igennem alt det håndværksmæssige, og kendte til branchen. Ofte endte jeg som hjælpelærer, når vi skulle arbejde med det tekniske”
Efter designteknologuddannelsen var Louise klar til næste nåleøje, som var Bacheloruddannelsen i Fashion Design. Og hun bestod optagelsesprøven, og kom ind. Hvilket nu er resulteret i, at hun sidder og arbejder med sin allersidste eksamenskollektion på uddannelsen, og snart er klar til at springe ud som designer.
“Jeg har fået en sindssygt god forståelse for tingene, og det er 100% fordi jeg startede som beklædningshåndværker” fortsætter Louise.
“– og det skinner igennem i dagligdagen, hvor jeg efterhånden i alle årene har mødt så mange medstuderende, der ville ønske at de var gået den samme vej. Men de kendte ikke uddannelsen. “

Tilføjelse d. 21/12 2020 / endelig færdig:
Louise er nu blevet helt færdig med sin uddannelse. Hun har præsenteret sin afsluttende opgave, en dametøjskollektion, for lærere og cencorer.
Hun afsluttede med det bedste resultat man kan tænke sig, og ydermere blev hun valgt til et talentprogram, som betyder at hendes opsyede kollektion bliver vist til Copenhagen fashion Week, både fysisk, og i en AR-version, så man kan se dem hjemme i stuerne også .
Vi ønsker Louise stort tillykke og held og lykke i fremtiden.



Leave a comment