Agnethe er i lære hos Strauss i Lyngby

Agnethe Kruse Henriksens læreplads er et skrædderi, der betjener folk, som kommer ind fra gaden med ting til reparation eller omforandring. Men man har også en stor del af byens tøjbutikker som kunder. Oplægning af bukser. Udsyning og indsyning mv.

Som elev har Agnethe masser af syopgaver og kundekontakt. Af og til kører hun rundt og samler opgaver ind fra butikkerne.

Når kunder kommer ind fra gaden med opgaver, udfylder hun en skrædderseddel, og snakker med kunden om hvad der kan lade sig gøre. Nogle gange må hun spørge de andre til råds, men hun bliver bedre og bedre til selv at kunne vurdere det. Og så går hun eller én af hendes kolleger i gang med opgaven. Det er en lille butik, og alle sidder tæt på hinanden ved symaskinerne. Der opstår hele tiden ting som man snakker sammen om, og løser problemerne.

 

Agnethe har altid været glad for at sy. Hun ledte efter praktikplads, da VIAs virksomhedskonsulent ringede og tilbød Agnete en uges praktik i virksomheden. Det gik godt.

”De syntes at jeg passede godt ind, og ville gerne have mig” fortæller Agnethe.

 

Hun stammer fra Viborg, men flyttede til Lyngby da hun fik elevpladsen. Hun havde noget familie der havde en lejlighed hun kunne bo i, og nu bor hun der sammen med en anden pige.

Oprindeligt har hun taget en studentereksamen, med speciale i bioteknologi. Hun ville nemlig være dyrlæge. Men undervejs fandt hun ud af at det var den forkerte vej for hende, og hun søgte i stedet ind på Beklædningshåndværkeruddannelsen. Nu vil hun gerne være kostumedesigner, og de ting hun lærer som som elev i Strauss, skal hjælpe hende på vej mod det mål.

”Jeg har også lært at man skal være hurtig! Og det går ikke at være sjusket! – for det er jo ikke kun en opgave til mig selv. Der er nogen der venter på det”, slutter Agnethe, som lige nu er på 2. skoleophold på trin 1.

Vil du læse mere om Agnethes praktikplads kan du gøre det her

Leave a comment

Your email address will not be published.


*